12. december 2007
Pressemeddelelse fra Forn Siðr - Asa- og Vanetrosamfundet i Danmark


Vi asatro bliver hvert år op imod jul mødt med en stor interesse for, hvorvidt og hvordan vi fejrer jul. Asatro er som folk flest forskellige, men julen er altovervejende en hedensk fest, så vi mener faktisk, at vi har mere at fejre i december end ikke-troende eller kristne har.

Den jul, de fleste danskere fejrer i dag, er en blanding af nye (kristne) og gamle (hedenske) traditioner, dog med en overvægt af de gamle. At holde et gilde, spise fed mad, samles med familie og slægt og at give gaver - alt dette er gamle traditioner. De kristne dele af julen begrænser sig stort set til engle, kirkegang, salmesang og den slags, hvorimod nisser, julebukke og deslige er hedenske.

Herudover er der naturligvis flere elementer i den moderne jul, som ikke har særligt med hverken hedenskab eller kristendom at gøre, bl.a. juletræet, som er en nyere tysk tradition. Julemanden er ligeledes svær at placere. Nogle tolker ham som en videreudvikling af de hedenske nisser, andre som en ny-personificering af Sct. Nikolaus, en kristen helgen. Det skifter fra sted til sted, men de fleste bruger jo de røde "Coca-Cola-julemand" og bekymrer sig ikke om, hvor han stammer fra.

De fleste asatro fejrer altså jul mere eller mindre som alle andre. Vintersolhvervsfesten omkring d. 21 december er dog særlig og vigtig for os. Her fejrer vi, at solen begynder at vende tilbage. Vi tager afsked med det gamle (sol-)år og tager hul på det nye. Hvad der foregår d. 24.-26. december er forskelligt fra person til person, men rigtig mange bruger disse dage, hvor landet holder fri, til at mødes og spise med venner og familie, selv om netop de datoer ikke tillægges særlig religiøs betydning.

Vi undres altså, når folk betragter julen som kristen og forestiller sig, at vi ikke holder jul. Mange af os navigerer uden om engle, stjerner og klokker, mens andre mere betragter disse ting som kulturelle traditioner, der skal være plads til. Der altså er lige så mange forskellige måder at fejre jul på blandt os, der dyrker de nordiske guder og magter, som der er i resten af samfundet.

På vegne af Forn Siðr - Asa- og Vanetrosamfundet i Danmark
Linda Nørgaard, formand

For spørgsmål eller yderligere kommentarer: tlf. 7022 1997