Vi håber du finder svar på dine spørgsmål her. Mangler der noget, skal du være velkommen til at kontakte os. Dette kan enten ske via kontaktsystemet eller ved at sende et postbrev til adressaten: Forn Siðr, Svendborgvej 93 kld., 5260 Odense S.

At skrive svar på de rent faktuelle spørgsmål, er nemt. Hvad gælder svar på spørgsmål omkring selve troen, er det en anden sag. Forn Siðr er ikke en homogen størrelse. Svarene på den type spørgsmål, er her forsøgt formidlet så objektivt som muligt, men du vil altid kunne finde en asatro der er uenig i svaret.


Dyrkelsen og forståelsen af de nordiske guder, er en individuel og personlig sag.

 

Mænd og kvinder?

Det er en udbredt misforståelse og fordom, at asatroen ikke er for kvinder. Vi kan dog konstatere at vi har lidt flere mandlige end kvindelige medlemmer. Hvad dette skyldes kan vi kun gisne om. De kvinder der er med, er det af lige så forskellige grunde som de mænd der er medlemmer. Fælles er dog at vi alle har fundet noget for os i asatroen.. Vi føler os hjemme i og med den nordiske mytologi, og for manges vedkommende også med det fællesskab som trossamfundet udgør.

Faktisk er lidt over halvdelen af de nordiske guder kvindelige; Asynjer. Man finder ikke nogen typisk "modergudinde" i den nordiske mytologi. Nogle vil mene at Frigg, er et godt bud på en modergudinde, andre mener at Nerthus er det. Men jomfru-moder-heks begrebet finder ikke anvendelse her. Frugtbarhedsbegrebet varetages hos os af et gudepar, nemlig Freja og hendes bror Frej. Du finder et mylder af gudinder i asatroen, der hver især varetager lige så nyttige ting, egenskaber og kræfter - aspekter af livet - som deres mandlige "kollegaer" gør.
Kvindernes dyrkelse af den gamle nordiske tro er kommet til udtryk på forskellige måder op gennem historien.

Homoseksuelle vielser?

I Forn Siðr tages ikke stilling til folks seksuelle præferencer. Ifølge vore vedtægter er vore homoseksuelle medlemmer ligestillet med alle andre medlemmer, og kan derfor vies nøjagtigt som vores heteroseksuelle medlemmer. - de skal, lige som heteroseksuelle par, i første hånd selv finde en person til at forrette ceremonien. Sammen med denne person finder de ud af detaljerne i ritualet. Med andre ord: Homoseksualitet er en privat sag, som Forn Siðr ikke blander sig i. 
 
Men ifølge dansk lov er en religiøs vielse mellem 2 personer af samme køn ikke retslig gyldig. Derfor er homoseksuelle par indtil videre henvist til rådhuset for at blive registrerede partnere, hvis papirarbejdet altså skal være i orden. 
Den nemmeste løsning er at vælge en kombination, et asatroritual udført efter parrets ønsker, efterfulgt af en tur på rådhuset.

Nationalisme?

Forn Siðr er et trossamfund, og er derfor ikke politisk orienteret. Blandt vore medlemmer er der en stor politisk spredning. Vi har medlemmer alt fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti. Så hvis spørgsmålet er af politisk art, er svaret nej, vi er ikke nationalister.

Den gamle skik har heller intet at gøre med den nationalisme, som opstod i 17- og 1800-tallet for at styrke monarkernes magt. Grundtvig var dog med til at give asatroen en ”revival”, som specielt efter nederlaget i 1864 var med til at styrke den meget svækkede nationalfølelse og nationale stolthed. Danmark var dengang geografisk mindre end nogen sinde tidligere.

Derimod betyder stammen, klanen (vennerne) og familien (eller det man i dag ville kalde det nære samfund) som regel en hel del, for dagens asatro.
Vi kan heller ikke se bort fra, at folk vælger den gamle skik, fordi det er Skandinaviens gamle religion, og de selv er skandinaver. En traditionel religion udspringer af det område, den er opstået i, og passer derfor som regel de folk, som bor der.
 
Man kan selvfølgelig ikke se bort fra det etnocentriske i vores overleveringer, men dette er ikke ensbetydende med nationalisme, som det forstås i dag.

Racisme?

Det fremgår af vores trosgrundlag, at vi betragter alle mennesker som ligeværdige. At det er i mødet med livet og sin skæbne at det enkelte menneske kan træde i karakter og vise hvad det indeholder. Alle med seriøs interesse i asatroen er velkomne, uanset afstamning/form/farve.

Den form for asatro, der bygger på chauvinistiske teorier, tager vi stærkt afstand fra.

Kristendommen?

Tolerance er en vigtig del af den gamle skik. Vi har hverken grund til, eller grundlag for at nedgøre eller diskriminere andre religioner, og religionsopfattelser. Vi tager derfor afstand fra  kirkebrændinger, gravskændinger, og lignende former for udøvelse af religiøs intolerance.

Asatroen og kristendommen?

Hvorfor vælge det ene frem for det andet? Ja, fordi man tror på det ene frem for det andet. Derudover spørges der ofte til forskellen på asatroen og kristendommen. Ud over den åbenlyse forskel i bl.a. antallet af guder, er der også stor forskel på de værdier der er i de to religioner.

1. kristendommen en skriftreligion, dvs at den har en hellig bog, der forklarer troen.

Det har asatroen ikke. Den ældre Edda er det tætteste vi kommer på dette, men den bliver mere brugt som kildemateriale for at finde ud af hvordan man har troet engang. Vi er meget bevidste om at det er mennesker der har skrevet den, hvad mere er, så er det kristne mennesker der har skrevet den, og de har jo nok set den gamle tro fra en anden synsvinkel end hvad en hedning ville have gjort.  Det er mao meget man selv må afgøre som asatro, der er ikke nogen præst der er mere indsat i tingene man kan spørge. Vi har nogle folk der kan oldnordisk, og som derfor kan læse kildeskrifterne på originalsprog. De kan så fortælle hvad der egentlig står, og hvad som er fortolkninger, men de har ikke nogen autoritet i trosspørgsmål. Hver enkelt person fortolker selv troen som det passer dem. Den enes bud er lige så godt som den andens. Det vi mener er væsentligt, er om det virker for den enkelte.

I Forn Sidr vi så blevet enige om et trosgrundlag, og hvis man vil være medlem i FS, så skriver man under på at man går ind for det som står her. Men du kan jo sagtens være asatro uden at være medlem af Forn Sidr.

2. Vi har ingen religiøse love, nogle ti bud, der fortæller os hvad vi skal og ikke skal. Vi har havamál, og det er som sagt kun gode råd, det er ikke regler. Du er mao., selv ansvarlig for at finde ud af hvordan du bedst lever dit liv. Det skal ikke misforstås som at vi går ind for lovløshed, eller selvtægt. De love der er i et samfund skal følges, ellers fungerer samfundet ikke, men vi har ingen religiøse love, eller straf. Hverken i dette liv eller i et evt. kommende. Guderne blander sig ikke i hvordan vi lever vores liv, det har vi vores medmennesker til.

3. Kristendommen er en missionerende religion, Jesus har sagt noget om at ”gå ud og gør alle folk til mine disciple”.

Asatroen missionerer ikke, vi betragter det faktisk som dybt respektløst at gøre det. Det er hvert enkelt menneskes ret, selv at finde sit religiøse ståsted, og ingen kan fortælle nogen anden hvor det skal føle sig hjemme. Vi fortæller gerne om vores tro, hvis folk spørger, men om vedkommende vælger at blive asatro eller noget andet, det er deres egen beslutning.

4. Vi har ikke rigtig nogen regler for hvordan ritualerne skal foregå. (Kirken har sine ritualer beskrevet bagerst i salmebogen.) Vi har vedtaget hvad der skal indgå i et officielt Forn Sidr blót, og vi har nogle minimumskrav til en retsgyldig vielse, og det er de regler vi har på området. Holder man sit eget ritual, er der ingen der blander sig i hvordan det skal udføres.

Nogle af vore ritualer svarer til ritualer i folkekirken, men har alligevel en anden mening.

Ved knæsætningen for det lille nyfødte barn sit navn, og bliver optaget som en del af familien, men det er ikke en samtidig optagelse i noget trossamfund.

Ved dåben i kirken bliver barnet optaget som medlem i folkekirken.

Ved ynglingeritualet overgår barnet fra at være barn til at være et ungt voksent menneske, med ansvar for egne handlinger. Dem der er med ved ritualet vil så betragte og behandle vedkommende som voksen. Så har man ca fire år til at øve sig i, før resten af samfundet også betragter én som voksen.

Ved konfirmationen i kirken, konfirmerer, dvs bekræfter, barnet dåben. Det har brugt noget tid hos præst og lært sig om troen, og bekræfter nu at det er et kristent menneske.

Vores vielse er en aftale mellem to voksne mennesker, der selv vælger hvad de vil love hinanden, og hvor længe dette skal gælde. Det kristne ægteskab er indstiftet af den kristne Gud, og gælder jo egentlig til døden skiller dem ad, selvom der ikke tages så tungt på det mere.

Ved bisættelsen sender begge trosretninger den døde videre til næste liv. Men opfattelsen af ”det næste liv”, er forskellig.

5. Vi har ikke noget decideret præstestand. Den der forretter ritualerne bliver kaldt en gode, hvis det er en mand, og en gydje, hvis det er en kvinde. Når nogen inviterer til blót, og forretter dette, så er personen gode/gydje mens blótet står på, og bagefter er personen sig selv igen.

Det man kan sige er at man har fungeret som gode/gydje ved bestemte ritualer.
Nogen mennesker er gode til det, de bliver tit bedt, om de vil forrette ritualerne. Nogle er efterhånden meget erfarne, men heller ikke de har nogen autoritet i trosspørgsmål. Her tror vi mere på erfaringsudveksling blandt trosfæller.

Det fungerer mao. på en anden måde end med præster i den kristne forsamling.

6. Og så kommer vi ind på døden. I kristendommen findes der en belønning og en straf; himmel og helvede. Det har vi ikke. Mange vil tolke Valhalla som en belønning og Hel som en straf, men helt så enkelt er det ikke. Vi har nemlig flere andre dødsriger.
Beskrivelsen af Hel som et trist, fugtig og koldt sted, finder man hos Snorre Sturlasson, en kristen stormand der gjorde en stor indsats for at bevare den gamle hedenske skjaldekunst. Da det kun er ham der har beskrevet Hel på denne måde, som et såre ufedt sted, så kunne det være at det er hans egen kristne tro der skinner igennem og får ham til at sammenligne det med et slags straf. Måske er det bare sådan at Hel er det sted hvor man kommer når man dør strådøden, dvs. i sin seng af alderdom eller sygdom. Et sted hvor du endelig får fred og vile. Det ved vi ikke. Mange asatro betragter da også Hel på Snorres vis, og har intet ønske om at havne der.

Om Valhalla er en belønning kan også diskuteres, det er Einherjarne der kommer dertil, det vil sige dem der er udvalgt til at kæmpe og dø i den sidste strid ved Ragnarok. Der er dog ingen tvivl om at det er ærefuldt at komme dertil.

Og så har vi alle de andre steder.
Hvis du dør druknedøden kommer du til Ran, Havjætten Ægirs kone/søster. Bønder skulle komme til Thor, møer til Gefion, frie kvinder til Frejas sal – i øvrigt har Freja og Odin en aftale, Freja får halvdelen af krigerne der dør på slagmarken, og hun vælger først. Derefter kan Valkyrierne vælge ud Odins einherjar.

Mange hedninge tror slet ikke på noget liv efter døden.

Uanset hvad, så er fokuset på hvordan dette liv er, ikke på et evt. efterliv.

Den ”dom” der er efter døden, er den som ens medmennesker fælder over en, i det de siger om en når man er borte. Eftermælet. Og det kan kun skabes i dette liv.

7. Vi har heller ingen ”arvesynd” og guddommelig tilgivelse. Et barn er født frit og uplettet, der er mao. ikke behov for guddommelig tilgivelse. Som tidligere sagt, er det i mødet med livet og ens skæbne at man kan træde i karakter og vise hvad man indeholder.

Tror I virkeligt på det?

Ja!

Flere af vore medlemmer oplever det som både irriterende og respektløst at få dette spørgsmål - efter alt arbejde vi har lagt i at blive godkendte som trossamfund, burde det efterhånden være indlysende. Vi må konstatere at det ikke er det. Spørgsmålet kommer stadig.
Spørgsmålet kommer dog som regel fra folk der ikke selv kender nogen der er asatro, fra personer der ikke er klar over hvad vi egentlig står for, og hvad det at være asatro egentlig indebærer.
Her har vi stadig en stor opgave foran os, med almindeligt oplysningsarbejde.

Der er store forskelle på måderne at være asatro på.
Blandt vore medlemmer har vi folk, som ser Guderne som personlige magter, som man kan kommunikere med og få hjælp af. Vi har andre, der ser dem som psykologiske arketyper, som man kan fordybe sig i og via disse lære noget om den virkelighed, vi befinder os i. Nogle ser magterne som forskellige naturkræfter, og finder stor glæde i at være i naturen. Så er der dem der deler verden op i en fysisk og en åndelig verden, hvor vi (og naturvidenskaben) hører til i den fysiske og Guderne hører til i den åndelige.
For nogle er Guderne de vigtige, for andre er landvætter og småfolk langt vigtigere. For andre igen, er det overvejende det livsfilosofiske aspekt, som er det primære. At leve med ære, at kunne se sig selv i øjnene og som minimum være sig selv bekendt. Endelig har vi medlemmer der kommer udelukkende for ritualernes skyld.
Og her har vi et andet vigtigt aspekt; for mange er ordet "tro" meget misvisende, da der ikke er nogen tvivl forbundet med det. Det handler ikke om at tro på eller ikke, det handler om at hylde de kræfter der er der. At være ”tro mod” mere end at ”tro på”.

Missionering?

Vi missionerer ikke - Forn Siðr består af folk, der har henvendt sig eller fundet sammen på eget initiativ, evt. inspireret af venner.

Der er ingen tvivl om, at jo flere vi er desto mere vægt vil vi have i det offentlige rum, f.eks mht. at få vores egen gravplads o. lign.. Det at blive mange medlemmer er dog ikke noget mål i sig selv. Det der er vigtigt er at folk, der hylder de nordiske guder, kan samles og dyrke deres tro, som de måtte ønske det.
Desuden anser vi det som mangel på respekt over for andre mennesker, at pådutte dem vores tro, bare for at vi kan pynte lidt på vores medlemstal.                         

Vi bliver så mange som vi bliver, på grundlag af at folk selv har fundet frem til, at asatroen og Forn Siðr er det rigtige for dem. Kun på det grundlag kan vi fortsat stå inde for at være dem vi er, nemlig mennesker med en egen fri vilje og evne til selv at vælge hvad vi vil med vores liv.

Hvorfor netop den nordiske mytologi?

Vores grunde er vidt forskellige. For nogle handler det om nordiske rødder, for nogle er det en måde at dyrke naturen på, nogle har en følelse af personlige bånd til guderne, og nogle har fundet personlig afklaring gennem runer eller skjaldskab, der er dem der mener at de ikke har valgt asatroen, det er troen der har valgt dem... osv. osv. osv.
Grundlæggende handler det vel om at finde det trosmæssige ståsted hvor man føler, at man hører hjemme. Og det føler vi at vi har gjort med den nordiske mytologi .

Asatroen i nutidens hverdag?

Det er meget individuelt, hvordan folk forbinder den med deres hverdag. Ligesom der i andre religioners myter findes flere fortolkningsforlag, så gives der også i den nordiske mytologi rig mulighed for at tolke. Som en klog mand har sagt, så findes der jo også i dag eksempler på at unge mennesker bjergtages af trolden "Stoffer". Og det sker også at man må ofre sin højre arm for fællesskabets bedste (jf. Tyr).

Der flere bøger og artikler, der giver deres bud på hvad og hvorfor asatroen er relevant i dag. Her er blot nævnt tre
Den ene er "Asatro - de gamle guder i moderne tid" skrevet af Gudrun Victoria Gotved (medlem af Forn Siðr).
Den anden bog om emnet er "Odin og harddisken" af John Carlsen. Den er dog meget filosofisk/lidt tung for begyndere.
Og så findes der en lettere udgave af Hávamál/Den højes Ord i Keld Gall Jørgensens oversættelse: "Vikingernes visdomsord" (bogen har undertitlen "Den autentiske Hávamál - den berømte nordiske guide til at klare sig i hverdagen".)

Anerkendelse?

Først skal det lige slås fast, at der er forskel på anerkendelse og godkendelse. Se Kirkeministeriets retningslinier for Det Rådgivende Udvalg på : http://www.km.dk/publikationer/20020912_retningslinier.rtf  
Følgende med småt er et uddrag fra siden:

”Om religiøse organisationers særstilling

Lovgivning og forvaltningspraksis tilskriver visse religiøse organisationer en særstilling. Der er tale om fem forskellige kategorier af religiøse organisationer: 1) folkekirken, 2) anerkendte trossamfund, 3) godkendte trossamfund, 4) religiøse samfund og 5) grupper godkendt efter ligningslovens §8A. Begrebet ‘anerkendte trossamfund’ omfatter trossamfund, der er blevet anerkendt ved kongelig resolution. Ved indførelse af ægteskabsloven af 4. juni 1969 ophørte denne anerkendelsespraksis, og den blev erstattet af bemyndigelse efter ansøgning fra enkelte, navngivne præster til at foretage vielser og/eller af godkendelse som trossamfund efter ansøgning fra en religiøs organisation. De to sidstnævnte grupper: ‘religiøse samfund’ og ‘grupper godkendt efter ligningslovens §8A’, omtales i skattelovgivningen og godkendes udelukkende af skattemyndighederne.

Godkendelse er altså det højeste et trossamfund kan opnå. En decideret anerkendelse - via majestætens indgriben - er kun tilfaldet meget få trossamfund i DK.

Der er nu godkendte Asatrossamfund på Island, i Norge, i Sverige og pr. 6. november 2003 også i Danmark.

Medlem af flere forskellige anerkendte/godkendte trossamfund?

Som Forn Siðrs vedtægter er nu, er det intet til hinder for, at bibeholde et medlemskab af et andet anerkendt eller godkendt trossamfund og samtidigt være medlem af Forn Siðr.
Da vi er en polyteistisk tro,  ønsker vi ikke at blande os i hvilke øvrige guder den enkelte vælger at hylde.
Dog skaber det som regel en del undren bland medlemmerne, hvis det andet trossamfund er af en monoteistisk retning. Det kan være svært at forstå hvordan man samtidig kan være både monoteist og polyteist.

Ifølge kirkeloven, så må folkekirkens medlemmer ikke samtidig være medlem af andre godkendte trossamfund. Dette er dog kun folkekirkens lov for deres egne medlemmer, det vil sige, at vi i Forn Siðr har lov/friheden til at lave vores egne regler, som vi selv skal overholde og håndhæve.

Kontingent?

Se de aktuelle kontingentsatser under punktet "Bliv medlem".