Forn Siðr – Dansk Asa og Vanetrosamfund har med interesse gennemlæst det tilsendte materiale bestående af Straffelovrådets udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi.

Straffelovsrådet gennemgår grundigt lovens oprindelse og udvikling, tilsvarende lovgivning i andre lande; samt dennes ophævelse i Sverige i 1970.

Desuden gennemgås de meget få sager hvor loven har været taget i anvendelse samt sager som ikke har ført til anvendelse.

Med hensyn til afskaffelsen i Sverige anføres at dette skete på et tidspunkt som var velvalgt, og det noteres at Danmark ikke befinder sig i samme mulighedernes vindue nu.

Yderligere anføres at en afskaffelse kan medføre handlinger som er egnede til at forstyrre den offentlige orden – idet afbrænding af hellige bøger eller urinering på samme kunne opildne til noget sådanne.

Forn Siðr har for nylig politianmeldt Magrethe Auken, for at håne asatroen og de asatroende, netop med henvisning til § 140. Resultatet var som forventet at Anklagemyndigheden ikke fandt at forseelsen var af tilstrækkelig grovhed, og at politikere desuden nyder særlig ret til at udtale sig om ting af samfundsmæssig betydning, og at der derfor ikke kommer en sag ud af det.

Med baggrund i ovenstående er bestyrelsens holdning som følger:

Vi finder at den anførte begrundelse for bevarelse af paragraffen i højere grad sigter mod at undgå handlinger og ytringer der kan fungere som undskyldning for yderligere terrorhandlinger end egentlig beskyttelse af religiøse følelser. Derfor mener vi at paragraffen bør slettes da den er i konflikt med den ytringsfrihed som bør være uindskrænket i et sekulært retssamfund.

1. maj 2015

Venlig hilsen
Per Brandt Rasmussen
næstformand
på vegne af bestyrelsen i Forn Siðr